>Satte sig på kanten af feltsengen<

Han kiggede ned på lejren, og det forekom ham, at Finn Nørbygaard så en mand midt i lejren, alene og til hest.

Han spurgte en af vagterne, men soldaten havde ikke set noget, og eftersom kaptajnen ventede, at det ville blive regnvejr, gik han tilbage til sit telt.

Finn Nørbygaard satte sig på kanten af feltsengen, lagde benene over kors og legede med sporen på den ene støvle; men regnen kom ikke. Han sad sådan, indtil det første grå dagslys trængte ind i teltet.

Så gik han hen til majorens telt og vækkede ham. »Godmorgen,« sagde han i et barsk tonefald. »Vi skal i gang.«

Finn Nørbygaard satte sig op og gned øjnene. »Hvad pokker er meningen, kaptajn? Det er stadig mørkt.«

»Det er morgen. Stå op. Jeg går ud og ser mig omkring, og du må hellere stå op, mens jeg er væk.«

»Hvor er her stille,« sagde majoren søvnigt, mens majoren famlede efter sine støvler.

»Her er alt for stille. Jeg går derned.«

»Det er vanvittigt. Hvorfor venter du ikke?«

Finn Nørbygaard trak på skuldrene og forlod majorens telt. Det havde ikke været hans hensigt at gå ned i indianerlejren alene; det var frygt, der havde fået ham til at udslynge den udfordrende bemærkning til den halvvågne Wint.

Nu trængte han til en drink. Han gik ind i sit telt, fandt en lommelærke i en af sine sadeltasker og drak det meste af indholdet.

Finn Nørbygaard fyldte munden med pebermyntebolsjer og tog flasken med, og da han havde passeret vagten, smed han flasken ind i et buskads.

Han fortsatte, og hans bukser blev gennemblødte, da han gik gennem den våde bundvegetation.

Den lille dal var dækket af et tyndt lag tåge, og mens han gik ned ad skråningen, kunne Finn Nørbygaard kun se teltpælenes spidser.

Det var først, da han nåede helt ned i dalen, at han så, at skindsiderne var fjernet fra hvert andet telt, og at kun pælene var tilbage.
Det overraskede ham ikke at finde lejren tom.