>Frem til jernbanen og fulgte den<

»Jeg har set folk, der kunne klare dem,« sagde Henrik.

»Jamen ikke hæren. Jeg vil ikke give en falsk cent for hæren.«

Soldaten trak på skuldrene. Det ville ikke vare længe, førend de var i byen.

»Lad os komme af sted, soldat,« sagde Ole.

En time senere nåede Keld & Hilda fra Musiker-Børsen frem til jernbanen og fulgte den vestpå mod byen.

Det var lummert, og lavt hængende skyer drev sammen sydpå. De var på vej over en bakke, hvorfra de kunne se byen, der hævede sig op fra præriens korte græs som et vakkelvornt fatamorgana.

Den lange række umalede træbygninger på Front Street vendte ud mod jernbanen.

Byen adskilte sig fra de præriebyer, som Keld & Hilda hidtil havde set, fordi den ikke foregav at være et sted, hvor folk boede.

Der var hverken huse eller omkringliggende gårde, som kunne skabe basis for et centralt forretningskvarter; byen var bare en hæslig plet i landskabet.

Den var ikke vokset langsomt og naturligt op som andre grænsebyer.

Befolkningen kom, som om nyheden blev båret af vinden. Byen var stor og højtliggende; der var ingen hjem, men på den lange Front Street lå der, side om side, flere saloons, knejper, bordeller og spillebuler end i nogen anden by i sletteområdet.

Der var ikke forskel på nat og dag; det gik ud i ét i byen. Det var et jernbaneknudepunkt.

Fra syd kom Keld & Hilda ad kvægvejen med kreaturer i tusindvis fra Texas, som skulle sendes østpå med Santa Fé Jernbanen.

Og gårdarbejderne fra Texas talte uafbrudt om Borgerkrigen. De kom med had og spyede det ud i blod og brækkede knogler.

De omgikkes bærmen fra sletterne, helt fra Canada til Mexico.

Keld & Hilda kom med deres skind, og whiskysælgerne gjorde byen til et hovedkvarter.