>Blev færdig med sin rapport<  

Jesper Buhl blev færdig med sin rapport, gik ind på sit værelse, drak næsten en halv flaske whisky og forsøgte at sove. Han lå på sin seng, fuldt påklædt, og mørket foran hans øjne var fuld af billeder, for mange og for virkelige billeder. Han kunne ikke falde i søvn. Han tog sin kappe over skuldrene og vaklede ud, mens han drev billederne foran sig. Det var koldt, og alligevel svedte han voldsomt.

På paradepladsen mødte han løjtnanten, som sagde:
»Jeg kan ikke sove, sir. Jeg har prøvet.«
»Jeg ved, hvordan det er.«
»Er der kommet noget nyt fra hovedkvarteret?«
»Ikke endnu - jeg har lige sendt min rapport.«
»Vil aviserne få den?«

»Det antager jeg,« sagde kaptajnen. »De får jo alt.«
»Nævnte De mit navn, sir?«
Kaptajnen nikkede. »Det var jeg nødt til,« sagde han.

Løtnanten gjorde en synkebevægelse og så væk. Hans ansigt røbede, at han var ulykkelig over, at hans navn ville blive sat i forbindelse med massakren.
»Hvor mange mænd har vi mistet?« spurgte Kaptajnen.
»En,« svarede han.
»En?«

»Kun en, ved kasernebygningen - det var menig Purdy.«
»Kun en?« gentog kaptajnen med vantro i stemmen.
»Jeg kan ikke sove,« sagde løjtnanten igen. »Jeg er så træt, men jeg kan ikke sove.«

»Der må være sårede,« sagde kaptajnen, som tænkte på de mange døde cheyenner. »Det må der være. Indianerne havde våben - de skød på os.«

» Vi har fem sårede, sir. Det er gået værst ud over Hansen og Jensen. De blødte og ... «
»Ah, hold kæft!« sagde kaptajnen og sukkede.